Vej-Skole-politi samarbejde

VSP-samarbejde

I takt med øget fokus på at den gode trafikale adfærd skal læres fra barnsben, og ønsket om at påvirke børn og forældre via dagtilbud og skoler, er der i mange af de nordsjællandske kommuner oprettet formelle Vej, Skole og Politinetværk, også kaldet VSP-netværk.

I Frederikssund Kommune er det skoleafdelingen, der i samarbejde med vejafdelingen er tovholder for et netværk, som består af færdselskontaktlærerne fra alle skolerne i kommunen – også de private skoler.

Formålet med netværket er først og fremmest at understøtte den lovpligtige færdselsundervisning i skolen. Af aktiviteter kan nævnes den årlige 6. klasses cyklistprøve, et årsmøde med inspirationsoplæg og mulighed for vidensdeling og sparring om færdselsundervisningen. Aktiviteterne planlægges og udføres i samarbejde med det lokale politi.

Frederikssund Kommune ønsker fremover at bruge VSP-netværket til at understøtte skolernes arbejde med trafikpolitikker og andre aktiviteter der kan understøtte udviklingen af en god trafikal adfærd blandt børn og unge i kommunen.

Skolernes trafiktest

Rådet for Sikker Trafik måler hvert år kommunens trafiksikkerhedsarbejde i forhold til skolerne. I 2015 fik kommunen 51 point ud af 100. Dette placerer lige akkurat kommunen i den bedste af tre grupper. En pointforbedring kan især ske ved, at Frederikssund Kommune ønsker, at andelen af skoler med en trafikpolitik øges og ved forskellige typer kampagneaktiviteter. I 2015 havde ca. halvdelen af skolerne en trafikpolitik.

Samarbejdet mellem vej, skole og politi om blandt andet cyklistprøver for alle kommunens skoler skal fastholdes ligesom samarbejdet ønskes udbygget i de kommende år.

Cyklistprøve i Frederikssund