Fortorve

Fortoves indretning og vedligehold

Kommunens fortove og gangarealer varierer i belægningstyper og bredder. Fortovene består generelt af fortovsfliser, betonsten eller asfaltbelægning. Få steder i kommunen er der fortove med grusbelægning. Der er hovedsageligt anvendt fortovsfliser og betonbelægning i Frederikssund bymidte, hvor der i de mindre byer har været tendens til at vælge asfaltbelægning på fortovene. I indkørsler til de enkelte ejendomme har der været tendens til at anvende afvigende belægning, som i de fleste tilfælde er til gene for handicappede, ældre borgere og folk med barnevogn m.m.

Et efterslæb af vedligeholdelse af fortove og gangarealer præger tilstanden. Det betyder at Frederikssund Kommune ikke kan tilbyde den optimale service til borgerne. Kommunen får en del henvendelser om manglende vedligeholdelse. Det har betydet, at vi har afsat en bevilling på 2 million kr. pr. år til vedligeholdelse af fortove og gangarealer for 2016 og 2017.

Frederikssund Kommune forelægger vedligeholdelsesplaner for ledningsejerne for at koordinere deres aktiviteter på vejarealet, især på fortovet. Koordinering af anlægsaktiviteter med ledningsejerne medvirker til økonomisk besparelse, bedre æstetik og mindre gener for brugerne af især fortove og gangarealer.

Fortov langs Kocksvej, Frederikssund.

Principperne for valg af fortovsbelægninger

Valg af fortovsbelægning foretages ud fra lokale forhold, antallet af fodgængere i området, hvilke brugergrupper, som skal anvende fortovet og økonomi. I kommunen er der stor fokus på brugbarhed, holdbarhed og æstetik.

Ved renovering og istandsættelse af fortove bestræber Frederikssund Kommune sig på at ændre indkørslerne til en ensartet belægning, som har en universalfunktion for brugerne - især handicappede, ældre borgere og folk med barnevogn. Fodgængere skal kunne komme rundt i byerne på sammenhængende ruter med rimelig komfort og tilstrækkelige krydsningsmuligheder.

I tættere bebyggede områder med en del fodgængere foretrækkes flisefortove eller fortove af belægningssten med taktile (mærkbare) ledelinjer. Endvidere ønsker kommunen fremadrettet i videst mulig udstrækning at adskille fortove fra cykelstier med taktil belægning, af hensyn til blinde og svagtseende.

Etablering af nye fortove udføres på baggrund af konkrete henvendelser, og etableringen vurderes fra gang til gang ud fra behov og økonomi.

Der skal i forbindelse med nye anlæg sikres en god tilgængelighed for handicappede og gangbesværede.

Fodgængerfelt ud for Sillebroen på Nygade, Frederikssund.

Kombination af gang med kollektiv trafik

Med indsatsområdet vil kommunen arbejde for at forbedre adgangen til stationer og busstoppesteder, samt indgå i relevante samarbejder med DSB, Movia, regionen og private aktører.

Busstoppested på Hovedgaden, Skibby.

Foto: Kenneth Jensen.