Cykelstier

Principper for cykelstiplan

Cykelstiplanen skal bidrage til, at Frederikssund Kommune kan tilbyde sine borgere et sammenhængende, velfungerende og sikkert stinet. Store dele af rutenettet findes allerede i dag. Nogle steder mangler sikre forbindelser. Det eksisterende net er blevet kortlagt, så det var muligt at udpege de såkaldte ”missing links” i rutenettet. Cykelstiplanen skal danne baggrund for beregning af omkostninger til forbedringer og nyanlæg og bruges som input til den kommunale budgetlægning. Hertil har vi mulighed for at søge forskellige puljer som supplement til finansieringen.

I cykelstiplanen arbejder vi ud fra følgende prioritering:

  1. Cykelstier til skole og uddannelse.
  2. Cykelstier i byområder, herunder adgang til kollektiv transport.
  3. Pendlere/cykelstier mellem byer: cykelpendlerruter mellem oplandet og bykernerne.
  4. Forbindelser til rekreative stier og områder.

I prioriteringen søges der desuden opnået størst effekt for færrest kroner, altså så mange cyklister som muligt. Der indgår derfor en vurdering af brugerpotentiale, herunder befolkningsantal, koncentration af arbejdspladser, institutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner. Dermed kommer afstand til at have en betydning. Skal man flytte folk fra bil til cykel eller påvirke børn og unges incitament til at cykle, har afstanden en afgørende betydning.

Udover at kigge på sammenhæng i stinettet indgår faktorer som sikkerhed og tryghed på stinettet i planlægningen.

Da det erfaringsmæssigt er vanskeligere at flytte folk til cyklen, når turene når over 5 km, er gode cykelforhold i bykernerne væsentligt. Derfor er der lagt vægt på direkte og sikre cykelruter i bykernerne. Samtidig lægges der i Trafikhandlingsplanen 2016-2020 op til yderligere undersøgelser af gode cykelmuligheder i kommunen.

Stikort Frederikssund Kommune (5.7 MB) På kortet er vist eksisterende cykelstier langs både kommuneveje og statsveje, samt planlagte cykelstier langs kommuneveje. De eksisterende og de planlagte dele af Supercykelstien er ligeledes vist på kortet. Derudover er der vist hvor der planlagt sikre krydsninger på det kommunale vejnet, samt placering af skole- og uddannelsesinstitutioner.

Cykelrutenet

På landsplan er der ifølge Transportvaneundersøgelsen 1992-2013 tendens til et generelt fald i cykelandelen af alle ture. I modsætning hertil oplever de store byer vækst i andelen. Frederikssund Kommune er en af de kommuner, som har oplevet et fald i cykelandelen på mellem 0,1 og 0,2 procentpoint pr. år. Vi ligger dermed på niveau med kommunerne i Vestsjælland, Midtjylland og på Sydfyn.

Både nuværende og potentielle cyklister efterspørger rimelige direkte ruter og en stor sikkerhed, tryghed og komfort på stierne. Stiplanen, og det dertil hørende rutenet, bygger videre på det pendlerrutenet, der allerede er udarbejdet i samarbejde med Bycirklen.

Cykelpendlerrutenet i Frederikssundfingeren

Stiplanens rutenet forbinder de enkelte byområder og vigtige rejsemål i og udenfor byområderne. Med cykelstiplanen ønsker kommunen også at understøtte børn og unges mulighed for selv at transportere sig sikkert på cykel.

i har lagt vægt på gode pendlermuligheder og på god adgang til kommunens rekreative områder. Der er i forbindelse med stiplanen udarbejdet forslag til tiltag der kan sikre gennemførelsen af den samlede stiplan i takt med de økonomiske muligheder. Der skal desuden fastholdes og videreudbygges fokus på drift og vedligehold.

Ud over et sammenhængende, sikkert, trygt og fremkommeligt stinet vil det være relevant at arbejde kampagneorienteret for at øge andelen af børn, unge og voksne, der cykler i det daglige. På sigt bør det overvejes, om der skal udarbejdes et cykelregnskab, som kan anvendes som pejlemærke for den videre indsats med at få flere til at cykle. I et cykelregnskab måles udviklingen i cyklisme år for år på forskellige parametre som for eksempel cyklistantal, geografisk fordeling, fordeling på transportmidler, turlængder, aldersfordeling og årsager til ture. På den baggrund kan man udregne cyklismens bidrag til udvikling i sundhed og miljø.

Supercykelstier

Frederikssund Kommune deltager sammen med regionen og 21 andre kommuner i Region Hovedstaden i samarbejdet om at etablere af et net af supercykelstier. Målet er at udvikle et sammenhængende net af cykelpendlerruter i høj kvalitet, som forbinder hovedstadsregionens kommuner, yder et højt serviceniveau, omfatter nyskabende løsninger, der forbedrer cyklisternes vilkår og øger antallet af borgere, der cykler dagligt på strækninger mellem 5-20 kilometer.

I Frederikssund Kommune er kommunens andel af Frederikssundruten etableret. Af stikortet fremgår den langsigtede vision for supercykelstier i Frederikssund. Nogle af strækningerne skal etableres som nye stier, nogle strækninger ligger på statsveje, og på andre strækninger er der tale om mindre forbedringer.

Supercykelstien langs banen og stier langs hovedtrafikveje og skolestier prioriteres sammen med hovedtrafikveje højest i forbindelse med snerydning og glatførebekæmpelse.

Supercykelstien i Frederikssund

Tiltag i stiplan

Planlagte strækninger eller krydsninger vist på stikortet er ført ind i handleplanen. Af handleplanen fremgår det, hvilke stityper der er tale om, og hvilke projekter der anbefales sammen med overslag.
Handlingsplan(stier) i Frederikssund Kommune (32.9 KB)


Stiernes indretning

Den del af stinettet, der benyttes til skoleveje, pendlere, forbindelser mellem byområder og stinet i byområder, skal som udgangspunkt være asfalteret, så stierne kan sneryddes, og dermed også er farbare i vintermånederne.

Skolestier vil i videst muligt omfang blive belyst.

I landområder skal stibelysning overvejes, så der er en mulighed for at sikre beskyttelse af naturværdien. Anvendelse af solcellebrikker eller dynamisk belysning kan være en mulighed.

Ved nyanlæg og totalrenovering af veje med væsentlig cykeltrafik bør cykeltrafikken adskilles fra biltrafikken med kantstensafgrænsede cykelstier eller delte stier. I cykelstiplanen indgår strækninger hvor cykelbaner ønskes opgraderet til cykelstier for at skabe mere trygge og sikre cykelruter.

Vi anbefaler, at der udarbejdes en analyse af cykling i centrum af Frederikssund, herunder muligheden for en særlig cykelidentitet for Frederikssund Kommune. Vi anbefaler også, at der udarbejdes en analyse af trafik og muligheder ved Strandstræde i Slangerup.

Kombination af cykel med kollektiv trafik

Med indsatsområdet vil kommunen arbejde for at forbedre adgangen til og faciliteterne ved stationer og busstoppesteder. Vi vil også indgå i relevante samarbejder med DSB, Movia, regionen og private aktører. Dette opnås først og fremmest ved at gøre det nemt, sikkert og trygt at parkere sin cykel ved stationen og ved stoppestederne. Frederikssund Kommune vil derfor fortsætte indsatsen med at skabe bedre og flere cykelparkeringer ved udvalgte stoppesteder og skabe bedre venteforhold.

Cykelparkering ved Frederikssund Station

Drift og vedligehold

Der planlægges årligt en vedligeholdelsesplan for renovering af cykelstier langs kørebanen og stier i eget forløb. Renoveringerne omfatter udlægning af nyt asfaltslidlag, udbedring af afvandingsproblemer og ny afstribning. En vedligeholdelsesplan er baseret på indsamlede informationer og data fra driftsfolk, henvendelser fra borgere og cyklister samt hovedeftersyn på vejene. Projekterne prioriteres efter behov.

Vi foretager løbende reparationer af huller mv.

Dobbeltrettet cykelsti langs Hørup Skovvej