Vinge bliver fremtidens by, med plads til 20.000 indbyggere og 4.000 arbejdspladser. Byen bliver centreret omkring den nye S-togsstation. Stationen bliver det centrale knudepunkt for infrastrukturen. Normalt kan en jernbane medvirke til at dele en by i to, men i Vinge vil den nye landskabsbro rundt om stationen skabe et centrum, som binder byen sammen. Denne landskabsbro vil give alle trafikanter direkte adgang til S-togsnettet, og dermed sikre så mange brugere som muligt.
Det vil ikke kun være de kommende beboere og virksomheder i Vinge, som får glæde af stationen. Dens placering tæt på den nye afkørsel til den kommende Frederikssundmotorvej vil også give en direkte adgang til pendlere fra Horns Herred. Derved lettes noget af trykket fra Frederikssund Station, samtidigt med at mange pendlere fra Horns Herred får en kortere tur til København.
Den bløde infrastruktur i Vinge er opbygget med udgangspunkt i stationen og "Det Grønne Hjerte". "Det Grønne Hjerte" er et grønt bælte, der strækker sig fra byens nordlige erhvervsområde til nabo landsbyerne i syd, henholdsvis St. Rørbæk og Snostrup. Her placeres rygraden af byens stisystem, hvorfra mindre stier fordeler sig ud i de forskellige bykvarterer.
Byens veje placeres således, at der bliver let adgang til Frederikssund og Frederikssundsvej. Der bliver kun få krydsninger af "Det Grønne Hjerte", samtidigt med at farten begrænses i beboelsesområderne og i centrum.
Trafiksystemerne og strukturen bygges op efter den bedste viden på området. Det bliver således en kombination af velprøvede kendte systemer, kombineret med nye "Smart City"-løsninger. Dette vil give markante forbedringer til både tilgængeligheden og trafiksikkerheden. I nogle tilfælde vil det være igennem passive systemer, som for eksempel at vejene slynges, så den naturlige hastighed også bliver den tilladte – kombineret med aktive systemer, f.eks. sensorer, der kan tilpasse lyskryds efter en fodgængers fart, prioritere cyklister eller sikre, at lastbiler bruger så lidt brændstof som muligt.
En ny virkelighed med selvkørende biler kan hurtigt blive aktuelt, også i Vinge. Derfor lægges der vægt på at skabe fleksible løsninger, der fungerer i dag, men som let kan tilpasses en ukendt fremtid.