Tanken om en motorvej mellem København og Frederikssund har eksisteret siden 1947 med den kendte ’fingerplan’ for vejene til og fra hovedstaden.
Formålet med Frederikssundmotorvejen er at aflaste Frederikssundsvej, der er en af de mest trafikerede veje i landet, som ikke er udformet som motorvej eller motortrafikvej. Det skaber massive bilkøer og forsinkelser i myldretiden. Dertil kommer et stort antal trafikuheld på strækningen. Motorvejen vil samtidig skabe sammenhæng med det øvrige motorvejsnet omkring hovedstaden og give en bedre og sikrere trafikafvikling i hele regionen.
Først i 2006 besluttede Folketinget at 1. etape af Frederikssundmotorvejen skulle bygges mellem Motorring 3 og Motorring 4. Denne etape åbnede i december 2011. Som en del af 1. etape blev rundkørslen ved J. F. Willumsensvej/Frederikssundsvej/Hørup Skovvej udbygget, så den er klar til at få Frederikssundsmotorvejen tilsluttet.
Den 2. etape - Motorring 4 til Tværvej ved Smørum - begyndte anlægsarbejdet i 2012 og i juli 2015 åbnede denne strækning.
Linjeføringen af den 3. etape fra Tværvej til Frederikssund ligger fast. Strækningen er på 25 km. I Frederikssund Kommune følger linjeføringen den eksisterede Frederikssundsvej som udvides fra 2 til 4 spor. Sideveje og overkørsler lukkes og omlægges.
Der er planlagt tilslutningsanlæg følgende steder i Frederikssund Kommune:
- Ved rundkørslen i krydset J. F. Willumsensvej/Frederikssundsvej/Hørup Skovvej.
- Ved Ågade.
- Ved Vinge/Fjordforbindelsen.
- Ved St. Rørbækvej/Udlejrevej/Svestrupvej.
Ved Strandvangen er der ikke planlagt et tilslutningsanlæg. Men Frederikssund Kommune ønsker et tilslutningsanlæg her, både af hensyn til trafikken fra erhvervsområdet ved Centervej/Pedersholmparken/Korshøj men også af hensyn til trafikafviklingen til/fra Vinge.
I perioden fra 1999 til 2002 blev der gennemført en VVM-undersøgelse. Og fra 2004 til 2006 blev der gennemført en supplerende VVM-undersøgelse. Den 15. december 2009 vedtog Folketinget ”Lov om anlæg af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 4 og Frederikssund.” I loven er der anført at motorvejen kan anlægges med det fornødne antal tilslutninger. Finansieringen afventer stadig en politisk afklaring.
Du kan læse de nyeste opdateringer om Frederikssundsmotorvejen på følgende side: Frederikssundsmotorvejen - Vejdirektoratet